mandātor — Lewis & Short
mandātor, ōris, m.id.,
quod extra mandatum egit, non praejudicet mandatori,Gai. Inst. 1, 17 fin.; Dig. 3, 2, 20; 17, 1, 22; Tert. adv. Marc. 3, 2:
caedis,Paul. Sent. 3, 5, 12; 5, 23, 11.—
et delatores mandatoresque erant ex licentia veteri,Suet. Tit. 8:
delator compellitur edere mandatorem,Dig. 49, 14, 2.—